Dyrlæge – Rikke Schultz, Himmerland

ER HESTEN DUM?

Osteopathy

Man går sjældent ned ad en staldgang, der syder af aktivitet uden at høre sætningen ”din dumme hest”. Men er det hesten, der er dum ? Og hvad betyder det, at den er ”dum” ? Er det, når den ikke gør det, rytteren forventer ? Er det mon altid hestens skyld ?

Der kan være mange årsager til, at heste ikke gør, som rytteren forventer. Det kan være smerter, udstyret der ikke passer, rytteren der er nervøs eller simpelthen kommunikationen mellem hest og rytter, der ikke fungerer.

Smerte
Heste bider ofte megen smerte i sig og viser blot med små tegn, at de ikke kan udføre det, rytteren beder om.

Mange ryttere registrere ikke disse tegn før hesten har så ondt, at den bliver voldsom. Problemet her er dels, at kommunikationen svigter mellem hest og rytter og dels, at mange af os har lært, at heste bare skal have nogle tæsk, hvis de ikke adlyder.

Nu er det sådan, at hesten ikke kan står i sin boks og ”tænke” : ”I dag er det hende parten, der skal ride, så gider jeg ikke lave schenkelvining for venstre schenkel kun for højre” eller ”hvis jeg er ”tøjlehalt”, lader hun nok være med at ride i dag”.

Hvis en hest kun vil udføre en opgave til den ene side og ikke til den anden side, er det fordi, der er noget, der generer den. Det kan være smerter i f.eks. ryg, mund eller ben, eller det kan være, fordi rytteren sidder skævt, og derved gør det vanskeligere på den ene volte end den anden.

At en hest er tøjlehalt, betragter en del ryttere, som noget hesten ”finder på”. Når en hest er tøjlehalt betyder det, at den halter under rytter dvs., at der er noget ved selve ridningen, der genere den. Det kan være udstyret, belastningen eller rytteren.

Kommunikation
Kommunikationen mellem heste foregår mest ved kropssprog. Heste har en mængde forskellige tegn, hvorved de ”taler” sammen. I en stor fri flok heste kommer det sjældent til kamp, idet hver hest har sin plads i hierarkiet, og der er kun behov for små tegn for at ”give en besked”.

Mennesker bruger også kropssprog meget, men ofte på det ubevidste plan. Hestene aflæser vores kropssprog, men når vi ikke bruger det bevidst overfor dem, giver vi dem en mængde signaler, som vi slet ikke er klare over, hvilket kan forvirre dem betydeligt og fremkalde nogle uventede reaktioner, som vi så skælder dem ud over.

Jo mere forvirret hesten bliver, jo mere forkert opfører den sig i vores øjne, og jo mere skæld ud får den. Det svarer til, at man får besked på at gå til højre, men personen, der giver beskeden, peger til venstre. Hvad skal man så?

Vi er ofte for dårlige til at opfatte de små tegn hesten viser, og derfor kan det ende med, at den må ”råbe” højt (læs: bide, sparke eller smide af) for at blive hørt. Modsat har mange også den opfattelse, at fordi heste er så meget større end vi, skal de have alle beskeder i større mængde eller med større kraft. Det er ikke korrekt.

Heste er meget følsomme og opfatter selv den mindste berøring, hvis de er vant til at få ”små fine” beskeder. Er hesten derimod vant til store, voldsomme armsving og råben, bliver den enten meget nervøs eller ”vender det døve øre til ” og reagerer slet ikke.

Reaktionstid
Tænker rytteren, at hesten skal udfører et eller andet og forventer, at den skal være tankelæser og reagerer i samme øjeblik, går kommunikationen skævt.
Det er vigtigt at huske, at det tager en vis tid fra en tanke dannes i ens hoved til den bliver til en reaktion hos hesten. Først tænkes tanken, derpå skal den omsættes til en besked til hesten, der skal opfatte den og derefter reagere på den. Det tager tid.

Et eksempel kan være i dressur, hvor hesten skal forberedes på den enkelte øvelse, så den kan udføres præcis udfor et bogstav. Det nytter ikke at komme i tanke om at man vil ride en volte ved A én meter inden man når dertil, så er det nemlig umuligt for hesten at nå at dreje sig og stille sig rigtigt.
Er rytteren utålmodig og ikke giver hesten tid til at respondere på de enkelte signaler, men derimod gentager signalerne hurtigt efter hinanden bliver hesten forvirret og bliver meget mindre følsom overfor hjælperne.

Flokdyret
Heste er flokdyr, der har brug for en leder, de kan have tillid til. Rytteren bør derfor være hestens leder, som den kan føle sig tryg ved. Det er vigtigt, at rytteren håndterer hesten bestemt (det er ikke nødvendigt at bruge vold, den kan sagtens irettesættes ved, at man ændrer tonefaldet og hæver stemmen lidt. Husk blot, at heste har en bedre hørelse end vores, så lad være med at råbe ad den).

Det er også vigtigt, at rytteren ikke er nervøs eller bange, det opfatter hesten nemlig straks. Da det er dens natur at reagere som lederen af flokken, bliver den også bange og reagerer derfor instinktivt, hvilket ofte er uhensigtsmæssigt. Det er ikke unormalt at være nervøs for heste. Børn kan være det, fordi hestene er så store og stærke og kan være uoverskuelige, og mange voksne kan være det, fordi de har ansvar i den øvrige del af deres liv og derfor nødig vil komme til skade.

Er man lidt nervøs for sin hest, er det vigtigt at lære at håndtere angsten, så den ikke smitter af på hesten. Der kan noget så simpelt som åndedrættet hjælpe meget. Vejrtrækningen ændres fra at være rolig og dyb hos et roligt individ til at være hurtig og overfladisk hos et nevøst individ. Man kan derfor ved at koncentrerer sig om at trække vejret dybt og roligt både få styr på sig selv og signalere til hesten, at den godt kan slappe af. Ved at betragte hestens vejrtrækning kan man også hurtigt se, hvis den bliver anspændt eller bange. Det kan f.eks. ske blot ved synet af sadlen.

Næste gang din hest er ”dum” så stop lige op og tænk på, om den kan have ondt, om den har forstået, hvad du vil, om du har givet den en tydelig besked, om den overhovedet har lært det, du beder den om, om du er nervøs eller om du har været opmærksom nok på dens tegn.

Du kan læse mere om disse emner i bogen ”Forstå din islandske hest” eller “Forstå din ridehest” skrevet af undertegnede.
Pas godt på din hest så passer den på dig.

HILSEN RIKKE SCHULTZ, DYRLÆGE